Stem på vores lokale energibombe

 -så Tranbjerg kan vinde æren og 30.000 kr.

Afstemningen om at blive Årets Energibombe er i gang. Ud over anerkendelsen udløser prisen 30.000 kr. til vinderen.
Hvis vores vores lokale energibombe Helle Søby Degn vinder prisen, vil alle pengene gå til Tranbjerg Børnenes Venner og vores forenings arbejde med at lave flere aktiviteter til børnene i Tranbjerg.

Så skynd jer at stemme på Helle Søby Degn

Afstemningen foregår på aura.dk/energibombe og løber frem til den 20. marts.

Pressemeddelelse:

Lokal ildsjæl er nomineret til Årets Energibombe

Helle Søby Degn, bestyrelsesformand for Tranbjerg Børnenes Venner er nomineret som Årets Energibombe. En pris som det lokale energiselskab AURA Energi uddeler for at hylde de lokale frivillige.

Helle er indstillet til prisen af Mette Noe-Nygaard Rasmussen, som også er en del af Foreningen Tranbjerg Børnenes Venner. I indstillingen af Helle skriver Mette blandt andet:

”Som formand for Tranbjerg Børnenes Venner har hun virkelig fået sat gang i en forening, som vil skabe bedre rammer for børnene i Tranbjerg. Helle er handlekraftig og modig og formår at samle en masse mennesker, så vi sammen i flok får sat julemarked op for borgerne i Tranbjerg.”

”Hun sørger for, at vi holder kursen mod det, som vi alle har besluttet, er det vigtigste. Nemlig at børnene i Tranbjerg får bedre vilkår at boltre sig på specielt udenfor. Hun er en formand, der selv forstå at tage fat og inspirere os andre uden at det er på baggrund af dårlig samvittighed. Bare alle små lokale byer havde sådan en som Helle,” skriver Mette Noe-Nygaard Rasmussen.

Utrætteligt arbejde for fællesskaber

Prisen Årets Energibombe går til en frivillig fra en lokal forening. Energibomben indstilles af en forening, og AURA Energi har igen i år udvalgt fem kandidater, som er gået videre til en afstemning blandt selskabets knap 108.000 andelshavere.

”AURA Energi er en del af den danske andelsbevægelse, hvor borgere går sammen i fællesskaber for at stable initiativer på benene. Vi ønsker at være med til at hylde de ildsjæle, som arbejder utrætteligt for disse fællesskaber for at sikre aktivitet og udvikling i lokalområderne”. siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA Energi.

Ud over anerkendelsen udløser prisen 30.000 kr. til vinderen. Årets Energibombe får selv 5.000 kr., mens 25.000 kr. går til den forening, som energibomben repræsenterer.

Afstemningen løber fra den 2. til den 20. marts og foregår på aura.dk/energibombe

Vinderen offentliggøres i uge 14.