Børnenes Dag på Kirketorvet 10
Man har jo hørt om Mors dag og Fars dag… Men hvorfor egentlig ikke en Børnenes Dag??
Sådan tænkte vi straks, da vi af Charlotte fra Tranbjergs nye Bylivshus blev præsenteret for muligheden for at afholde et arrangement, som kunne skabe opmærksomhed omkring Kirketorvet 10.
Derfor fik vi hurtigt sat en dato i kalenderen og gik i gang med at snakke med de lokale erhvervsdrivende om, hvordan vi kunne få stablet en festlig og fed dag for byens børn på benene. Heldigvis var alle helt med på ideen om, endelig at gøre noget for vores børn, som i så lang tid havde ligget under for hjemsendelser, aflysninger af alting og manglende samvær. Faktisk var der flere af dem, som henvendte sig selv, da de hørte om vores planer, hvilket jo bestemt ikke gjorde fornøjelsen mindre for os som arrangører.
Valget faldt (ikke uheldigt) på den første solskinsdag, efter flere uger med regn – fredag d. 28. Maj, og på sådan en helt usædvanlig fredag eftermiddag kom glæden og sommeren bare pludselig til Tranbjerg.
Vores 2 lokale fiskemænd havde lavet 300 gratis fiskedeller, en skøn frivillig ved Bylivshuset havde bagt 150 boller, BKI gav kaffe, Superbrugsen havde bagt kage i lange baner og doneret sodavand/øl. Djurslands Bank og Tranbjerg Murerservice havde venligst udlånt hoppeborge, og også skolens bamselykkehjul var blevet støvet af til lejligheden og snurrede lystigt til stor fornøjelse for ungerne, som vist alle kom hjem med en doneret bamse efter eget valg.
Hair by Drews havde sørget for slikkepinde og håndsprit, og Rema1000 havde lavet en super god deal på 400 is og 400 flødeboller til flødebollemaskinen, som også var et stort hit ved børnene.
I gårdhaven på Kirketorvet 10 blev der lavet skønne krea-ting med kyndig vedledning fra Merete Aude fra Aude Design, som en lille forsmag på hendes kurser i Bylivshuset, mens der på den anden side af huset blev solgt masser af #sammenomtranbjerg trøjer og t-shirts. Faktisk var I så gode, at vi den dag solgte for over 15.000,- kroner!!
Den nye junglesti på Naturcenteret blev testet og brugt til den store guldmedalje, og der blev grinet og leget og brændt en masse af det indtagne sukker af.
En fantastisk dag, som helt sikkert kalder på en gentagelse i 2022.